NÆSTE GENERALFORSAMLING TIRSDAG DEN 18 MARTS 2025 kl. 19.30.   Der er normal drift.det er en forsøgside

LOVE

LOVE FOR ANDELSSELSKABET SØHUS VANDVÆRK:

§ 1.

Selskabet er et andelsselskab, hvis navn er “ANDELSSELSKABET SØHUS VANDVÆRK” Odense N.

Selskabets formål er – i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsynings og det for vandværket fastsatte regulativ – at forsyne ejendomme inden for vandværket s forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag som dog foruden driftsomkostningerne skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings- og deraf afledte spørgsmål.

Kun ejendomme, hvis ejere har indtegnet sig som andelshavere (medlemmer), kan modtage vand fra værket, Dog skal det – efter bestyrelsens skøn – kunne lade sig gøre at levere vand til ejendomme eller institutioner, der ifølge deres natur eller særlige omstændigheder ikke kan være andelshavere.

§ 2.

Bestyrelsen bemyndiges til at træffe alle bestemmelser om vandværket og til at optage nødvendige lån til brug ved udførelse af hovedanlæg, stikledninger, og byggeri m.m. For disse lån og for al gæld i øvrigt, som andelsselskabet måtte stifte, hæfter andelshaverne solidarisk een for alle og alle for een.

§ 3.

Driftsbidrag for husholdningsvand og almindelig havevanding, samt til næringsbrug i o. l. betales med en pris, der kalkuleres af den til enhver tid siddende bestyrelse i henhold til værkets økonomi, ligesom anlægsbidrag fastsættes af bestyrelsen. Driftsbidraget fastsættelse skal ske på et lignende grundlag overfor alle medlemmer.

Al vandforbrug beregnes efter måler. Opkrævning af driftsbidrag foretages forskudsvis til en af bestyrelsens fastsat tid. Er betaling ikke rettidigt erlagt tilføres det skyldige beløb en rente jf. gældende takstblad.

§ 4.

Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages af den af generalforsamlingens valgte revisorer, eller antaget revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen.

§ 5.

Selskabet er forpligtiget til at opretholde en uforstyrret drift, men påtager sig intet ansvar overfor eventuelle afbrydelser. Afbrydelser i forbindelse med arbejder af længere varighed bekendtgøres i den lokale presse.

§ 5a.

Levering til ikke – medlemmer (købere).

Institutioner – som iflg. deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som iflg. særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligtige sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægternes bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.

Det samme gælder distributionsforeninger, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.

Bestyrelsen fastlægger i hvert tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.

§ 6.

Den der ved forsømmelse eller som følge af utæt installation forårsager vandspild, eller som lader ikke-andelshavere forsyne sig med vand fra værkets ledninger, idømmes en bøde jf. gældende takstblad.

§ 7.

I retssager, som andelsselskabet måtte anlægge mod et medlem til betaling af, hvad hvert medlem ifølge lovene er pligtig at betale, følges den hurtige retsforfølgning i lov om rettens pleje, og den eller de indstævnte er pligtige til at betale skadesløse omkostninger, derunder sagfører- og inkassosalær.

§ 8.

Dør et medlem af andelsselskabet, da overgår hans rettigheder og forpligtelser til hans retmæssige arvinger.

Ved hel eller delvis ejendomsoverdragelse skal sælgeren omgående give formanden meddelelse herom, ligesom han skal drage omsorg for, at samtlige hans rettigheder og forpligtelser overfor selskabet overdrages til køberen.

Et medlems forpligtelser overfor andelsselskabet ophører først, når der i henhold til ovenstående er truffet en efter bestyrelsens ( formandens) skøn betryggende ordning.

§ 8a.

Udtræden af selskabet på anden måde end ved ejerskifte kan ske

  • ved ejendommes nedlæggelse (sletning som selvstændig matr. nr.) ved ekspropriation o. l. forudsat vandforbrugende virksomhed ophører. Før udtræden kan finde sted, skal ejendommens stikledning afbrydes ved forsyningsledningen, ligesom ejendommens (medlemmets) andel af selskabets gæld skal indbetales.
  • ved eksklusion af selskabet på grund af restance, der ikke har kunnet inddrives. Dog først efter udløbet af eventuelle i regulativet nævnte frister. Efter eksklusion afbrydes vandforsyningen, og såfremt der senere ønskes vandforsyning til omhandlende ejendom, betragtes dette som nytilslutning.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom evt. omkostninger afholdes af medlemmet.

§ 9.

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 1. april. Den bekendtgøres i den lokale presse eller ved udsendelse senest 8 dage før dens afholdelse.

Dagsorden

På den ordinære generalforsamling foretages flg.:

  • Valg af dirigent.
  • Bestyrelsens beretning.
  • Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.
  • Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
  • Valg af revisor.
  • Behandling af indkomne forslag.
  • Eventuelt.

Intet forslag , som ikke er påført dagsordenen, kan komme til afgørelse hvorfor forslag fra andelshaverne skal afgives skriftligt til selskabets formand senest 15. februar.

Generalforsamlingen vælger bestyrelsen, der består af 5 medlemmer; der afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer. Ingen andelshaver kan undslå sig for at modtage valg til tillidshverv indenfor selskabet, medmindre særlige omstændigheder taler herfor. Dog kan et bestyrelsesmedlem fritages for valg i lige så lang tid, han har fungeret.

§ 10.

Bestyrelsen vælger af sin midte formand, næstformand og sekretær. Bestyrelsen er berettiget til at antage lønnet medhjælp.

Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

§ 11.

På generalforsamlingen afgøres alle spørgsmål ved simpel stemmeflertal, og dens beslutninger er gyldige uanset de mødtes antal. Ved lovændringer kræves dog, at mindst 75 pct. af de mødte medlemmer stemmer for.

§ 12.

Hver en andelshaver har en stemme, også i det tilfælde af, at man har flere ejendomme.

Ved skriftlig fuldmagt, kan en andelshaver lade sin ægtefælle, forretningsfører, advokat, revisor, værge for en umyndig/umyndiggjort person eller papirløse forhold og tinglyst samejerskab, møde og afgive sin stemme.

§ 13.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 15 pct. af andelshaverne skriftligt til formanden fremsætter begæring derom med angivelse af forhandlingsemne.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes hurtigst muligt efter den dag, formanden har modtaget begæring derom. Indvarslingen sker som nævnt i § 9.

§ 14.

Havevanding må kun finde sted mellem kl. 20 og kl. 22, således for medlemmer med lige husnumre på lige datoer, og for medlemmer med ulige husnumre på ulige datoer. Bestyrelsen kan om fornødent forbyde al havevanding, dette skal ske ved bekendtgørelse i den lokale presse. Ved overtrædelse af vandingsforbud kan bestyrelsen idømme pågældende andelshaver en bøde jf. gældende takstblad.

§ 15.

I likvidationstilfælde må der ikke være tillagt eventuelle andelshavere eller lignende ret til at få udloddet mere end deres kapitalindskud.

Disse love for ANDELSSELSKABET SØHUS VANDVÆRK er vedtaget på ordinær generalforsamling de. 7. august 1972 , ændret på ekstraordinær generalforsamling den. 21. august 1997, samt ændret på ordinær generalforsamling den 19. marts 1984 og den. 26 marts 1991. Senest ændret på ordinær generalforsamling den 14. marts 1995. Senest ændret på på ordinær generalforsamling de. 24. marts 2009.

FormandAksel Snerling
NæstformandLars Nyholm
KasserBjarne Petersen
SekretærBert Van Malkenhorst
VærkpasserJohn Andersen

 

“Bestyrelsen i ANDELSSELSKABET SØHUS VANDVÆRK anmoder/beder hermed generalforsamlingen om decharge (tilladelse til frit ) at indgå i et samarbejde med De Private vandværker og Odense Kommunes vandforsyning om forsyning af vand i det åbne land i Odense Kommune.

I daglig tale kaldet F.V.O.

Anlægs tiden er fra 1989 til 1996 ink., og der ydes en indbetaling i 1989-kroner på0,09 kr. pr. m3 indvundet vand i ANDELSSELSKABET SØHUS VANDVÆRK.”

Godkendt på ANDELSSELSKABET SØHUS Vandværks ordinære generalforsamling den 21. marts 1989.

JURA & ØKONOMI  

KONTAKT OS